22-12-2012

Repræsentantskabsmøde 22. oktober 2012

Dansk Tarokforbund har holdt sit første ordinære repræsentantskabsmøde

repmoede2012-1

repmoede2012-2

Mødet blev holdt hos formanden for forbundet og havde deltagelse af 17 medlemmer fra 8 af de 9 tilsluttede klubber.

Repræsentantskabsmødet gav anledning til en god debat og oplæg til forskellige vedtægtsændringer der blev drøftet og vedtaget.

Referat af repræsentantskabsmøde i DTF mandag den 22. oktober 2012  kl. 11.00 på adressen Hougårdsvej 31, 8220 Brabrand.

Personlig deltagelse i mødet (delegeret):
Blovstrød Tarokklub:
Knud Andersen
Brabrand Valley Tarokklub:
Karl Villumsen, Ruth Hyldgaard Brun Madsen
Den Kongelige Tarokklub:
Christian Lerche
Fredericia Fæstnings Tarokklub:
Børge Jørgensen, Søren Ladegaard, gæst, Kaj Jørgensen, gæst
Hjørring Tarokklub:
Gerner Nielsen, Ole Rask, Hans Møller, John Nielsen
Kalundborg Tarokklub:
(Fuldmagt ved Chr. Lerche)
VLK Aarhus:
Ole Brun Madsen, Bent Agger
Aalborg Garnisons TK:
Bruno Schnoor, Ole Stevns, Jens Peter Brix-Pedersen
Aarhus Familie TK:
Niels Brun Madsen (efter kl. 12.45)
Navne, noteret med kursiv:  Medlemmer af DTF’s bestyrelse 2010/12.

Dagsorden ifølge Dansk Tarokforbunds vedtægter:
1.  Valg af dirigent.
2.  Beretning fra formanden.
3.  Regnskab ved kassereren. Fastlæggelse af kontingent.
4.  Indkomne forslag.
5.  Valg til bestyrelsen.
6.  Valg af bestyrelsessuppleant.
7.  Valg af bilagskontrollant samt suppleant.
8.  Eventuelt.

Ole Brun Madsen bød som formand – og vært ved mødet, som afholdtes på hans adresse i Brabrand – velkommen og foreslog som dirigent Bent Agger, der konstaterede, at vedtægtens bestemmelser om mødeindkaldelse m.m. var opfyldt, samt foreslog Knud Andersen som referent.

2.  Formandens beretning.
Ole Brun Madsen gennemgik temaer fra den skriftlige beretning, der var vedlagt mødeindkaldelsen. Beretningen, som er vedlagt nærværende referat, blev godkendt – med enighed om, at DTF bør søge optagelse i ‘Dansk Tankesport’.

3.  Regnskab.
Børge Jørgensen kommenterede det udsendte regnskab, som er gennemgået af bilagskontrollant Frode Jacobsen, Fredericia. Regnskabet, som er bilagt referatet, blev godkendt. Kontingent for 2012/13 blev uændret fastsat til:
200 kr. pr. klub
med yderligere 10 kr. pr. klubmedlem,
50 kr. pr. enkeltmedlem.

4.  Indkomne forslag.
Ved DTF’s ordinære generalforsamling den 9. november 2011 forelå en skitse som forslag til nye vedtægter med indførelse af repræsentantskab til afløsning for tidligere årlige generalforsamlinger med generel stemmeret for alle fremmødte medlemmer af DTF. Princippet ‘repræsentantskab’ blev vedtaget, og Knud Andersen blev som DTF’s sekretær udpeget til at tilrette skitsen til accept i bestyrelsen. Bestyrelsen godkendte de nye vedtægter før jul 2011, og udformningen lå derpå klar til udsendelse som bilag til mødeindkaldelsen af 14. september 2012 med henblik på at danne grundlag for behandling ved RP-mødet den 22. oktober.  Forud for mødet forelå fra Aalborg Garnisons Tarokklub forslag om ændringer i § 2 samt i § 6, i dagsordenens punkt 1. Disse ændringer blev indpasset i den udsendte formulering, og samtidig blev det i § 4 og § 6 præciseret, hvem indberetning fra klubberne forud for mødet skal sendes til. Vedtægterne blev derefter – med de nævnte ændringer indføjet – genudsendt den 19. oktober. Ved behandlingen på mødet blev to linjer i § 6 ændret til: “Klubberne fremsender senest 14 dage før mødet navn + e-mailadresse på klubbens repræsentanter og navn på evt. gæster til DTF’s formand”. Med nævnte ændringer indføjet blev Vedtægter af 22. oktober 2012  énstemmigt vedtaget.
Ovenfor behandlede skrivelse fra Bruno Schnoor på vegne af Aalborg Garnisons Tarokklub foreslog endvidere, at “Formand” ændres til “President” (med “e”), den internationale betegnelse for en formand.  Repræsentantskabets store flertal kunne ikke tilslutte sig forslaget, idet man gav udtryk for det synspunkt, at betegnelsen ‘President’ ikke hører hjemme i publikationer, som fremhæver, at der skal spilles Dansk Tarok af alle, som er tilknyttet Dansk Tarokforbund.
4.  – fortsat: Forud for mødet havde ‘Styrelsen for Hjørring Tarokklub’ fremsendt forslag om ændringer i Regler for Dansk Tarok.  RP-mødet besluttede at anmode ‘Regeludvalget’ om en indstilling til forslagene.

5.  Valg til bestyrelsen.
Repræsentantskabet udtrykte en samlet anerkendelse af bestyrelsens virksomhed med en ekstra tak til formanden. Denne indstilling mundede ud i beslutning om, at kontinuiteten i pionerarbejdet skulle fastholdes ved genvalg af medlemmerne i to kategorier, tre år og to år. Formanden Ole Brun Madsen + kassereren Børge Jørgensen + Christian Lerche valgtes for tre år. Næstformanden Gerner Nielsen + sekretæren Knud Andersen + Ole Stevns blev valgt for to år. Efterfølgende har bestyrelsen konstitueret sig med uændret placering af personer på ansvarsområderne:  Formand + Næstformand + Kasserer + Sekretær.

6.  Valg af bestyrelsessuppleant.
Helle Klit, Brabrand Valley Tarokklub, blev valgt som bestyrelsessuppleant.

7.  Valg af bilagskontrollant samt suppleant.
Frode Jacobsen, Fredericia Fæstnings Tarokklub, blev genvalgt som bilagskontrollant med       Niels Brun Madsen som suppleant.

8.  Eventuelt.
Næste års repræsentantskabsmøde, efterfulgt af det årlige Klubmesterskab i Dansk Tarok, afholdes på Lerchenborg fredag den 25. oktober 2013, med forventet mødestart klokken 10.30.  Nærmere vil tilgå senere.

Bent Agger, dirigent, Ole Brun Madsen ,formand
A. Knud Andersen, referent

Formandsberetning 2011‐2012 

Status
Dansk Tarokforbund blev stiftet 8. september 2010 af seks eksisterende tarokklubber, med det formål at sikre tarokspillets fremtid i Danmark, hvor tarokspillet er et af de ældste kendte kortspil, men også et spil der langsomt var ved at uddø.

Tarokspillet har i gennem århundreder været udbredt i det meste af Europa og spillet har gennem tiderne gennemgået mange lokale forandringer. Dansk Tarokforbund har i sine vedtægter formuleret en række formål, som bestyrelsen, i samarbejde med ildsjæle i klubberne, har forsøgt at omsætte til konkrete handlinger.

DTF har til formål:
1. at udbrede kendskabet til kortspillet Dansk Tarok,
2. at være behjælpelig ved start af nye tarokklubber i Danmark,
3. at rådgive klubber og enkeltmedlemmer ved indkøb af spillematerialer, litteratur etc. og at publicere og vedligeholde et officielt regelsæt, der anvendes ved turneringer på forbunds-niveau samt som standardforslag til nye klubber,
4. at oprette og vedligeholde en hjemmeside med oplysninger om tarokklubber i Danmark, kontaktpersoner, spillekort og andet relevant materiale for potentielle tarokspillere.
Ad.1
Den primære indsats er gjort gennem lokale initiativer i de enkelte klubber og gennem hjemmesiden. (se Ad.4)
FFT har afholdt informationsaften i Fredericia.
Herudover har der været taget individuelle initiativer af medlemmer i FFT og VLK til at bruge dele af sommerferien mm. til at oplære børn og børnebørn i tarokspillet. Så vidt jeg er orienteret har det resulteret i at yderligere ca. 6 yngre spillere nu har lært spillet. Vi må se frem til, at de dukker op i de eksisterende klubber eller selv starter nye, idet vi må konstatere, at den nuværende aldersfordeling i de eksisterende klubber desværre forudseeligt vil give en reduktion i medlemstallet, hvis ikke vi tager initiativer.
Ad.2
Der er indmeldt yderligere 1 klub i forbundet (2012), og som nu tæller 9 klubber og 134 medlemmer mod 6 klubber og 104 medlemmer ved starten af forbundet.
Brabrand Valley Tarokklub (BVT) er en ny klub startet i Brabrand med 14 medlemmer. Klubben har valgt landets første kvindelige formand! VLK har stået for undervisningen over 5 spilleaftener i maj måned.
Knud Andersen (BLT) har undervist et hold i Blovstrød.
Der har været flere henvendelser fra eksisterende og potentielle nye klubber med interesse i tarokspillet og med forespørgsler på regelsæt.
Ad.3
Det er stadigt dyrt at købe tarokspillekort og jetons i Danmark. Spillekort er stadig billigst i Frankrig og indtil videre nok den mest realistiske fremgangsmåde. Det kunne være ønskeligt, at forbundet forlods kunne indkøbe et rimeligt antal spillekort, som nye (og eksisterende) klubber kunne erhverve mod betaling. Vi ville hermed være godt rustet til at give nye spillere et godt grundlag for at komme i gang.
Christian Lerche har fundet frem til en leverandør af såvel spillekort som jetons, og som er repræsenteret i København, Aarhus og Aalborg.
Ad.4
Hjemmesiden bliver godt benyttet og nogle af klubberne bidrager løbende til indholdet. Det historiske materiale bliver stadig ajourført.
Ud fra statistikken kan det ses, at der i 2011 har været ca. 5 besøgende pr. dag i gennemsnit, et tal, der i 2012 er steget til 8 besøgende pr. dag. Alt i alt har vi siden april 2011 haft ca. 6.000 besøgende, og ca. 32.000 hits i alt på de tilgængelige sider.

Jeg vil opfordre medlemmerne til jævnligt at besøge hjemmesiden (og naturligvis også bidrage med materiale og kommentarer). Det medvirker til, at vores hjemmeside kommer frem i forreste linje på søgemaskinerne og dermed også medvirker til at øge chancen for at nye interesserede finder frem til os.

Andre aktiviteter.
Dansk Taroktræf med status som Dansk Tarokmesterskab for klubber var arrangeret af HJT, der også blev en sikker vinder, med FFT, VLK og AGT på de næste pladser. Der deltog atter i år 4 klubber. Vi havde håbet, at flere klubber kunne have deltaget, men af forskellige årsager lykkedes det heller ikke denne gang. Der er dog givet tilsagn om deltagelse i de fremtidige dyster. Det er aftalt, at næste års dyst finder sted på Lerchenborg med DKT som arrangør. AGT står som arrangør i 2013.
Ud over de traditionelle bilaterale dyster VLK-AGT, VLK-DKT og VLK-FFT, har der været afholdt to taroktræf med henblik på at prøve holdspil af. Deltagerne var fra AGT, BLT, DKT, FFT, KTK, og VLK arrangeret af DKT på Lerchenborg. Begge dyster gav gode erfaringer og overvejelser til justering af reglerne.
Det er min opfattelse, at de fleste synes det er en god og mere ”retfærdig” måde at afgøre resultaterne af en større dyst på, idet der kompenseres for heldet ved at få gode kort. Bortset fra udeladelse af tælling er reglerne ikke ændret for spillet. Udeladelse af tælling er nødvendigt, da alternativet med enten mærkning af kort eller notering af spillene ville være for tidskrævende.
Udeladelse af tælling benyttes, så vidt jeg er orienteret, i flere af klubberne i dag. Der er generel enighed om, at udeladelse af tælling i en vis udstrækning, har indflydelse på spillestilen. Der er delte meninger om, hvorvidt det er en forbedring af spillet eller det modsatte.
Erfaringerne viser, at med det nuværende regelsæt, vil der kunne afvikles to runder på en spilledag med hver 8 eller 9 spil pr. runde (4-mands hold hhv. 3-mands hold). Jeg arbejder med en model, der over to runder kan anvendes som enkeltmands turneringsform. Overvejelser om fremtiden Det er min opfattelse, at dette andet år har vist, at det var en god ide, at etablere Dansk Tarokforbund, og at der er en god grobund for at fortsætte aktiviteterne. Det har været opmuntrende, at se den indsats klubber og individuelle medlemmer har ydet og som har været et væsentligt bidrag til at styrke forbundet.
Jeg er af den opfattelse, at de afviklede turneringer også er med til at styrke de indre linjer i forbundet og kan kun opfordre til, at dette arbejde fortsætter, og at vi sørger for at udveksle erfaringer mht. opnåede resultater.
Forbundets økonomi tillader ikke større fremstød. Jeg har haft en uformel kontakt med Dansk Tankesport. Den umiddelbare vurdering er, at vi nu har bragt os i en situation, der vil kunne accepteres som medlemsberettiget og dermed give os adgang til de midler, der kanaliseres gennem denne organisation fra tipsmidlerne.

Jeg vil foreslå, at bestyrelsen i den kommende periode arbejder videre med bl.a. følgende opgaver:
1. Genoptryk med evt. revision af spillevejledningen (der er endnu et lille oplag tilbage).
2. Nye initiativer med indslag i aviser, hjemmesiden o.l. om spillet og muligheder for at få introducerende undervisning. Her er det vigtigt, at klubberne melder tilbage med, hvilke klubber der er klar til at gøre en indsats.
3. Indkøb af et mindre lager af kort og jetons, der kan erhverves af nystartede klubber.
4. Ansøgning til dansk tankesport om optagelse.
5. Afvikling af en landsdækkende turnering for hold eller enkeltmandsturnering. Afhængig af interessen kunne man f.eks. opdele turneringen i indledende runder regionalt opdelt og en finalerunde mellem de vindende hold/bedst placerede spillere.
Forbundet kunne indstifte en vandrepokal eller lignende til dette formål.

Ole Brun Madsen
Formand