Medlem i VLK, advokat Hugo Jespersen, afgik ved døden i oktober 2023, 98 år gammel. Æret være hans minde.
Han spillede i lang tid i Jydsk Akademisk Tarokklub, som han var medstifter af, men da han til sidst var det eneste tilbageværende medlem, og da man som bekendt skal være mindst 3 for at spille Tarok, meldte han sig ind i VLK i 2003. Hugo har spillet Tarok fra 1948 til 2023 – det vil sige i 75 år. Han var til det sidste en dreven spiller – en af de bedste.
I forbindelse med Hugos begravelse, overdrog Hugos datter, Dorte Jespersen, nedenstående tekst til Ruth og Ole Brun Madsen. Hugo har skrevet teksten i 1985. Den handler først og fremmest om hans møde med Tarok. Den er en del af en artikelsamling skrevet af forskellige beboere fra Parkkollegierne i Aarhus og samlet i bogen:
Universitetskollegierne i Århus 1935-1985.
Udgivet i 1985 af Bestyrelsen for kollegierne i Universitetsparken i Århus.
TAROK I PSYKLUBBEN
Advokat, auktionsleder, Cand. Jur. Jespersen
Aarhus, Kollegium 1, 1946-1951
Jeg hører til studenter-årgangen 1944 fra Vejle Gymnasium og valgte arkitektstudiet, fordi jeg følte, at mine få og små kreative indfald bedst kunne blive forløst på arkitektskolen. Vejen gik derfor over Charlottenborg på Kgs. Nytorv den 20. august 1944 til arkitektskolens forskole på 1 måned, som alle skulle passere, for at komme ind på den rigtige bygningsskole.
Det kom jeg imidlertid aldrig. Kun mellem 40-50 slap igennem nåleøjet, og i 1944 var der 399 andre håbefulde unge mennesker, der havde samme intentioner som jeg. Den 19. september skulle vi til eksamen, som dog ikke blev gennemført, fordi netop på denne dato udviklede situationen i København sig til nærmest åben krig, så vi blev sendt hjem fra eksamensbordet.
Der var spærret for eventuelle B planer. Universiteter og højere læreanstalter var stort set lukkede, og det var bare om at se at finde et job. Jeg fandt et i Vejle som medhjælper i et befragter- og stevedore firma til den fyrstelige gage på kr. 200 Kr. om måneden for en arbejdsuge på ca. 70 timer, der begyndte kl. 5 om morgenen. Senest kl. 6 skulle jeg mærke de godsvogne, som mit firma ekspederede, med information om, hvor de skulle rangeres hen. Vejle var dengang en stor udskibningshavn for tørv og brunkul, så det var vigtigt, at vognene blev rangeret netop hen på den del af havnearealet, hvor de pågældende skibe, som skulle have lasterne, var placeret. Denne trafik fandt også sted om søndagen, men da kunne jeg sove længe til kl. 6, fordi vognflytningen først startede kl. 7.
Arbejdet var bestemt ikke charmerende, især ikke om vinteren i mørke med tyske vagtpatruljer på arealet, og det skete indimellem, at jeg måtte redegøre for min tilstedeværelse med hæftepistol og en stak fragtbreve i hånden i ”Hände hoch” stilling. Den vinter besluttede jeg mig til, at det arbejde jeg skulle vælge som min fremtid, i hvert fald ikke skulle starte før kl. 9, så nu ville jeg være jurist, når det engang blev muligt at studere på ny.
Således var min indgang til Århus Universitet i september 1945 til det juridiske fakultet. Efter et år på Kløvermarksvej 4 hos pensionatsværtsparret Schou Poulsen i villa “Soldefryd”, som stedet hed i studenterjargonen, førte den sjældne karakter MG ved Filosofikum og 12 i økonomi mig et år senere ind på kollegium 1, værelse 27, givet af Tuborg. Gangen hed Psyklubben, mellemste gang, og ovenover havde vi Sandkassen. Radio og fjernsyn var stort set ubekendte størrelser, så et intenst studenterliv med masser af samtaler og diskussioner, spontane themøder i køkkenet til ud på de små timer, kortspil og damer blev elementerne i den cocktail, som man med et moderne ord ville kalde kollegie-råhygge.
Det kunne jeg måske nok skrive en bog om, men redaktøren af bogen om kollegielivet kan ikke være tjent med, at alle vi, der blev opfordret til at give indlæg til bogen, breder os ud over spaltepladsen med oplevelser, der ligner hinanden til forveksling, så jeg vælger i det følgende at beskrive noget helt enestående som resultat af mit eget kollegieliv.
Kortspil havde som nævnt gode vilkår blandt studenter efter krigsårene, og på kollegierne blev der jævnligt spillet L’hombre, Whist og Bridge. Men så blev jeg nabo til Lebech, der i 1947 flyttede ind på værelse 26. Paul Erik Lebech Rasmussen var hans fulde navn, men i dag har han smidt Rasmussen væk, og mange læsere vil sikkert derefter vide, at han er overlæge på Frederiksberg Hospital med en betydelig litterær indsats bag sig, specielt om prævention og unges sexvaner m.v.
Han var imidlertid ikke nogen helt almindelig Stud. Med., for han var tillige løjtnant af reserven, og det forklarer noget, der måske er ukendt for de fleste. Blandt officerer har der fra gammel tid været tradition for, at man spillede Tarok. Kortspillenes skakspil og af kyndige udråbt som det ædleste kortspil, der overhovedet eksisterer. Løjtnant Lebech havde lært det.
Der er såmænd i Danmark i dag kun ca. 200, der spiller Tarok. Og hvis der er nogen, der tror, at Tarok er navnet på en afdød travhest, så er det rigtigt, men dens ejer, Laursen senior fra Stald Kima ved Skive, var en af disse 200 spillere, og sikkert har han været lidenskabeligt glad for sit spil. Havde han ikke været det, havde hesten sikkert heddet Whist. Lebech var i besiddelse af et maskinskrevet kompendium på 60 sider, omhyggeligt udarbejdet af oberstløjtnant Hermansen: ”Lærebog i Tarok”, og Lebech håndplukkede de 3 bedst egnede på gangen til læsning af denne bibel og prøvespil.
Det var Søren H. Jessen, i dag adm. direktør i den store trælistevirksomhed, Eskildsen Listefabrik A/S i Åbyhøj og Poul Leth-Espensen, advokat og seniorchef i advokatvirksomheden på Frue Kirkeplads 4 i Århus, samt undertegnede.
Den 1 okt. 1948 dannede vi fire Jydsk Akademisk Tarokklub, som blev en skøn, spillemæssig enklave i den tids studenterliv, uden at det nogensinde blev glemt, at der naturligvis hører mange selskabelige forpligtelser med til at være medlem af så eksklusivt et foretagende. Læseren vil på dette tidspunkt måske nikke genkendende til situationen og konstatere, at de 4 studenter nok har haft det hyggeligt, og det er rigtigt. Men der er ikke nogen grund til i denne forbindelse grammatisk at bruge datid, for J.A.T. eksisterer stadig med de samme 4 medlemmer, som har spillet Tarok sammen 3 gange månedligt uafbrudt fra 1948 og foreløbig frem til 1985 (I sandhedens interesse: Lehbech fra København nu kun ved særlige gunstige lejligheder). Og vi satser i klubben foreløbig mod årtusindskiftet.
Men som det hed i en gammel revyvise, det er ikke bare det, de har spillet, men det er måden de har spillet på. Som klubbens generalsekretær i alle årene har jeg registreret samtlige spil med afgivne meldinger, særprægede fordelinger, og hvem der vandt det pågældende spil i et særligt udarbejdet skema, som kunne anvendes til udarbejdelse af en statistik og rangfølge hvert år, når årsturneringen blev afsluttet.
Når jeg tidligere har fortalt, at der kun fandtes ca. 200 aktive tarokspilleres i Danmark, er det ikke et tal, der er grebet ud af luften. Der sad i mange år i Undervisningsministeriet en fuldmægtig, der hvert år udsendte en fortegnelse over aktive tarokspillere i Danmark. Han har nok elsket sit tarokspil og måske kedet sig bravt i ministeriet, men hans intentioner var, at en tarokspiller i Danmark skulle have mulighed for at kunne komme til at spille Tarok, hvis han var på besøg i en fremmed by i riget, blot ved at tage telefonen og ringe til en af listens medlemmer.
Det førte os fire til lykkelige tarokdyster med den ”Den von Libauske Tarokorden” i Aarhus, der bestod af dr. Phil. Jens Kruse, antikvarboghandler Böchmanna og landsretssagfører Helmer Uldall, alle nu gået bort til de evige tarokmarker. Udenbys spillede vi med landsretssagfører Pagters hold i Skive, oberst Bjørnholms hold i Randers og andre steder.
Kunne dette indlæg om Tarokken fremme interessen for det formidable kortspil, har jeg opnået noget positivt selv ved dette indlæg til bogen om kollegielivet og hvad det førte med sig, men jeg føler mig overbevist om, at jeg har ydet en stor, god gerning i forhold til den, der måtte lade sig inspirere til selv at begynde spillet. Medlemmerne af J.A.T. er næppe udødelige selv om man godt kunne forestille sig, at en Tarokspiller bliver noget ældre end den øvrige del af befolkningen. Det er for længst bestemt, at hvis det med udødeligheden ikke kommer til at passe, vil hele vort spillemateriale blive testamenteret til Landsarkivet i Viborg. Måske vil det så engang blive udlånt til en ung student, der kan bruge det i en afhandling. Og hvis han ovenikøbet bor i ”Psyklubben” på Kollegium 1, vil vi føle, at ringen er sluttet, og vi vil ‘skubbe lidt ekstra til tulipanerne ovenover os.